Betal hvad du selv synes

Sidste år satte min søn og jeg et lille bord med overskudsplanter ud ved vejen. Første dag havde jeg omhyggeligt mærket planterne med pris. Men allerede om eftermiddagen sank mit mod, da der stod et par og diskuterede, om de ville købe noget og til sidst blev enige om, at det var for dyrt. Hvad nu? Skulle jeg skrive alle skiltene om? Skulle jeg skrive noget latterligt billigt for at sikre mig, at nogen købte noget? Skulle jeg til at spekulere i, hvordan jeg kunne få flest mulige penge ud af vores lille projekt, og hvilken pris, der var den optimale? Jeg blev omgående meget træt. Indtil jeg kom i tanke om en permakultur løsning, jeg havde set et par steder på nettet: at lade folk selv bestemme, hvad de ville betale.

Jeg gik straks i gang med at finde nogen stumper træ frem fra lageret og skrev et skilt med teksten: ‘Betal hvad du selv synes er en fair pris’. Min søn tegnede lidt på skiltet og jeg fjernede priserne fra planterne.

Det var en beslutning, der førte en del med sig. Folk begyndte at købe i boden. Og de betalte for det meste en helt rimelig pris, ofte mere end jeg oprindelig havde skrevet på skiltene. En anden ting var, at jeg selv begyndte at tænke over den del af økonomien, der har med priser at gøre.

Hvad er en pris overhovedet? Og hvilke skjulte mekanismer ligger der i at fastsætte eller betale en pris?

Det gik op for mig, at det at sætte en pris allerede medfører en form for konkurrence mellem sælger og køber. Sælgeren ønsker at få så mange penge som muligt ud af køberen uden at tænke på køberens ve og vel. Og køberen ønsker at slippe så billigt som muligt, hvilket sker på bekostning af sælgeren, eller evt. sælgerens ansatte, miljøet eller hvem der nu kommer til at bære prisen for konkurrencen.

Når man ser det fra køberens side, kan man spørge sig selv, om det er rimeligt, at alle betaler det samme for den samme vare. Er det rimeligt at en multimilliardær betaler det samme for en vare som en person på kontanthjælp? At et barn betaler det samme som en voksen? Pludselig fik jeg et helt andet blik på dem, der kun lagde et symbolsk beløb for en plante. Min første indskydelse var, at de var nærige, men så kom jeg til at tænke på, at det kunne lige så vel være et barn, der brugte alle sine lommepenge, eller en person, der næsten ingen penge havde. Jeg fik nogen meget interessante samtaler med min søn på den baggrund. Vi talte om, at det var rart, at alle havde råd til at få en plante med hjem, hvis de virkelig gerne ville, og at vi jo ikke vidste, hvor mange penge den person havde.

Når man ser det fra sælgerens side, kan man sige, at det at lade folk selv bestemme, hvad de vil betale, måske kan sætte nogen tanker i gang hos køberen. Mange vil helt sikkert tænke på, hvad de skal betale for noget tilsvarende i supermarkedet. Eller måske i planteskolen. Jeg håber, at nogen måske også når frem til at tænke på, hvor meget arbejde, der ligger i at lave sådan en plante eller måske på materialerne, at der skal bruges både jord, potte, vand og en have, som man kan dyrke planterne i.

Måske tænker nogen endda på, om prisen i supermarkedet nu også er helt fair? Måske kommer de til at tænke på, om det egentlig er for billigt, hvis man ser på omkostningerne ved at lave en potteplante? Spagnum til pottemulden graves ud af truede højmoser, der tørlægges og frigiver store mængder CO₂. Kæmpe maskiner graver og forbruger brændstof, der importeres fra olieproducerende lande. Selv samme maskiner skal produceres, råstoffer skal udgraves, mere brændstof skal forbruges. Der skal bygges en fabrik, der skal produceres plasticemballage og plasticpotter, der skal bygges kæmpe gartnerier, der bruger brændstof til opvarmning, kunstgødning, som er energikrævende at producere, store mængder vand og endelig skal varerne transporteres ud til forhandlerne i store lastbiler, der skal bygges supermarkeder osv. osv., alle led kræver brændstof, energi og råstoffer. Måske er der undervejs også dårlige og umenneskelige arbejdsvilkår for nogen af alle de mennesker, der er involveret i de ufatteligt mange uigennemskuelige processer, der skal til for at sætte en billig potteplante på hylden i supermarkedet.

Så hvad er en fair pris for en plante i boden? Skal den koste mere end i supermarkedet fordi den er lavet på en mere bæredygtig måde? Eller skal den tværtimod koste mindre, fordi der er færre skjulte omkostninger ved den for mennesker og for jorden?

Jeg har også tænkt på, at det at lade folk selv bestemme, hvad de vil betale, kommer til at betyde, at de mest samvittighedsfulde betaler mest. De kommer altså til at bære den største byrde. Det er besværligt for dem i et samfund, hvor økonomien på mange måder foregår mellem mennesker, der ikke kender hinanden. I et samfund, hvor man kender hinanden, kan der være store fordele ved at være gavmild, da det opbygger positive forhold til andre mennesker, og man kan indgå i et netværk, hvor man gensidigt hjælper hinanden. Det er måske derfor, man i dag siger at folk, der køber ‘gode’ varer, kun gør det for at have det godt med sig selv. Det at betale mere, end man er tvunget til, er nemlig blevet helt løsrevet fra den sociale betydning. Og de skjulte omkostninger bæres af folk og steder, som vi aldrig ser eller indgår i samspil med. Penge er fremmedgjorte, og vi er løsrevne fra den direkte påvirkning af omgivelser og samfund.

Man kan sige, at det at tænke på hinandens ve og vel er det modsatte af konkurrence og vel egentlig er den lim, der holder fællesskaber og samfund sammen. Selv om vi ofte får fortalt det modsatte: at konkurrence er det, der holder vores samfund oppe og forhindrer verden i at falde ned i dovenskab og elendighed. Jeg kan huske første gang, jeg læste permakulturens ene grundlægger Bill Mollison skrive om konkurrence. Han skrev noget i retning af, at hver gang man møder et nyt menneske, skal man gøre op med sig selv, om man får mest ud af at konkurrere eller samarbejde med det menneske. Det var en virkelig øjenåbner for mig, da den historie, jeg ellers altid havde hørt var noget i retning af: konkurrence eller slendrian. Nu kom der en person og fortalte mig, at den egentlige modsætning var: konkurrence eller samarbejde.

Coorperation, not competition, is the very basis of future survival and of existing life systems

Bill Mollison, Permaculture: A Designers’ Manual

Jeg bilder mig ikke ind, at folk foran boden kommer igennem hele denne tankerække, når de skal beslutte, hvad de vil betale. Det er helt for egen regning, men jeg føler mig beriget over, hvad en så lille handling som at sætte et nyt skilt ud i sin plantebod kan bringe med sig af tanker og nyt syn på verden.

Jeg håber, at folk, der kigger og måske køber noget i boden tænker, hvor dejligt det er, at det er noget, der er lavet helt lokalt, og at det er hyggeligt, at der sker lidt på vejen udenfor hækkene. Jeg kan også høre, at flere bemærker skiltet med ‘Betal hvad du selv synes er en fair pris’, og at nogen griner lidt overrasket. Jeg tænker, at det er en lille mikroskopisk handling, som har fået sit eget liv, og som for mig selv i hvert fald har fået en stor betydning. Og at vi som sælger og køber måske begynder at tænke lidt på hinanden på hver sin side af hækken.