I stuen har vi et kæmpe stort ‘widescreen’-vindue, der vender ud mod baghaven. Det har givet os mange og store naturoplevelser, når vi er bænket indenfor ved spisebordet, og dyrene har haven for sig selv. Vi har set pindsvin lunte over græsplænen midt på dagen. Vi har set et pindsvin, der var vågnet om vinteren og tumlede rundt. Vi har set katte jage mus, der gemmer sig i bedet ind mod huset. Vi har set flagspætten, der har forelsket sig i bagboens flagstang, som den sidder og hakker i et par gange om ugen – ikke for at lave lyd, men fordi flagstangen sandsynligvis er pilrådden og fyldt med lækre orm. Her i foråret var der et tyrkerduepar, der havde fundet en god redeplads i naboen store gran og fløj i rutefart mellem træet og vores lille skovhave, hvor jorddækket pludselig fik en ny funktion som redemateriale. Solsorten og skovspurvene brugte også af de mange rester af små grene fra hækafklip – solsorten byggede i hækken og spurvene under naboens tegltag. Vi har set en fasan, hvilket nok tager prisen som det mest overraskende dyr i haven. Vi har set sommerfugle flakse rundt – hvert år i april ser vi fra pladsen ved spisebordet de første små blå glimt komme flyvende – det er skovblåfuglen, der holder til i vedbenden i hjørnet mellem de tre grunde.
Den mest bemærkelsesværdige dag var den, der fik mig til at skrive dette indlæg. Vi sad og spiste frokost en smuk forårsdag i weekenden, mens vi kiggede ud af vinduet, som vi altid gør, når vi sidder ved spisebordet. Først så vi ræven komme luntende midt mellem huset og hækken – fra venstre mod højre. Den aflægger os ofte et besøg, også midt om dagen, og nogen gange endda, når der er mennesker i haven. Men den dag var der ikke nogen derude, og den tog sig god tid, stoppede op, snusede lidt, luntede videre og forsvandt gennem et hul i hækken ind til bagboen.
Da ræven var forsvundet kom det netop – det der blå glimt af årets første skovblåfugl. Den kom flaksende og satte sig i hækken, og så vidste vi, at foråret var kommet.
Efter en kort pause kom egernet hoppende. Det har en helt fast rute – også fra venstre mod højre – det kommer helt ovre fra vores garagetag, som vi ikke kan se fra vinduet, så hopper det ind gennem naboens æbletræ, thuja, forsythia, ned i hækken og derfra til bagboens æbletræ, til deres syren og til slut med et akrobatisk kæmpehop op i den store gran. Den dag slæbte den dog på noget – noget rødbrunt, som vi ikke kunne se hvad var. Jeg tog kikkerten og opdagede, at det var et meget, meget langt stykke bark, som den havde i munden. Den var besværet og dens hop kom ikke så let som normalt, men til sidst lykkedes det den at slæbe barkstykket med over i grantræet, hvor den forsvandt op, op, op, så højt op, at vi til sidst ikke kunne se den mere. Vi har kigget efter en egernrede mange gange i det træ siden, men vi har ikke kunnet se den. Den er der sikkert, men er for godt skjult.
Efter en kort pause skete der noget igen. Pludselig kom ræven løbende i fuldt firspring den modsatte vej af før, og min mand og søn udbrød ‘Den havde noget i munden’. Det gik så lynhurtigt, at vi ikke nåede at se, hvad det var. Vi var lidt nervøse for, at det var egernet, men det så vi i de følgende dage, så det må have været noget andet. Hvorfor havde ræven så travlt? Havde den snuppet noget? Hvor var den på vej hen? Og hvor bor den? Vi havde mange spekulationer og bud, men nåede ingen konklusioner.
Og så var det jeg tænkte, at der var sket så mange fantastiske ting på så kort tid, det havde været ligesom at se en naturfilm – bare i virkeligheden. At vi så haven i widescreen gennem vores store vindue. Og det fik mig til at tænke på, at det ikke altid har været sådan. De første mange år, vi boede i huset, stod vores spisebord nemlig meget længere væk fra vinduet i det, der dengang var en vinkelstue. Da vores baghave er meget smal, betød det, at vi faktisk ikke kunne se andet af den end det øverste af hækken. Efter adskillige år flyttede vi bordet 5-6 meter tættere på det store vindue – og en helt ny verden åbnede sig!
Vi har nu også stor glæde af at følge årstidernes rytme tættere.
Og fordi vinduet vender mod vest, med en stor udsigt til himlen, har det givet os et helt andet forhold til vejret. Vi kan se ud af vinduet og for det meste have en vejrudsigt for det næste par timer, da det meste vejr i Danmark jo kommer med vinden vestfra. Vi har engang fundet en app, hvor man kan følge de flyvemaskiner, man kan se på himlen, og på den måde har vi fundet ud af, at vi kan se himlen helt ud til Vestsjællands spids, 50-60 km væk.
Vinduet er klart husets største aktiv, og det stort set alle gæster lægger mærke til først. Selv min søns venner på 8 og 9 år udbryder spontant: ‘det vindue er det bedste ved det her hus!’, når de træder ind i stuen. Så hvorfor tog det os så mange år at flytte bordet? Man kan sige, at det tog os forbløffende lang tid at få det fulde udbytte af det, vi allerede havde. Bordet er det samme. Vinduet er det samme.
Vi flyttede oprindelig bordet som del af en større omrokering i huset uden at tænke på, hvilken betydning det ville få – vi havde simpelthen ingen idé om alt det spændende der foregik lige udenfor vinduet. At det har fået så stor betydning har ført til en skærpet opmærksomhed på, hvordan man kan tænke den slags små ændringer ind i sin hverdag.
Jeg synes, det er en sådan god historie, der viser, hvor meget mere udbytte, man kan få af det, man allerede har, med lidt iagttagelse og omtanke – en god illustration af rigtig mange permakulturprincipper:
Iagttag og indgå i samspil med omgivelserne – se vinduet, flyt bordet!
Få et udbytte – her i form af mere glæde, skønhed og forbundethed med naturen.
Integrere i stedet for at adskille – at flytte bordet, gør at udenfor og indenfor flyder sammen.
Brug små og langsomme løsninger – at flytte bordet må siges at være en lille handling med en stor effekt.
Så hvis du har en have, er det oplagt at tænke over, om der er en lille ting, der kan gøre, at du får mere ud af haven, når du er indenfor. Kan du rykke spisebordet tættere på vinduet? Hvis det ikke er muligt, kan du måske lave en lille siddehylde i en vindueskarm? Eller sætte den bedste lænestol foran husets største vindue? Det kan give nogen naturoplevelser, der er helt anderledes, fordi dyrene – fugle, ræve, egern, pindsvin og alle de andre skabninger – er alene derude. Og årstiderne og vejret rykker indenfor og får en langt større plads i bevidstheden og forbinder én med naturen og det sted, man bor.