Egetræet som kunstværk

I efteråret samlede jeg en masse agern i den lokale park. På det tidspunkt var der allerede en lille rod på vej ud af hvert enkelt agern. Jeg plantede de flotteste af dem i hver sin potte med jord og satte dem udenfor, så de kunne få en kuldeperiode vinteren over.

Her i foråret gik jeg og ventede spændt. Og ventede. Og ventede. Der kom bare ikke noget op af jorden, og jeg var enormt skuffet. Indtil jeg ved et tilfælde kom til at vende en af potterne om og så det kolo-enorme rodapparat, der var skudt ud af hullerne i bunden af potten. Jeg skyndte mig at vende de andre potter om – og der var den – en fin, kæmpestor og levende rod på næsten allesammen.

Det skulle jeg selvfølgelig have tænkt på – træet bruger først sin ‘madpakke’ i agernet til at sende en god lang rod ud, så det kan suge masser af vand og næring til sig og måske endda klare tørke. Efter rod-opdagelsen tog jeg det mere roligt, og lige så langsomt, sidst på foråret og først på sommeren, begyndte de små planter at dukke op af jorden.

Og nu her i slutningen af juni, står der 10 fine små egetræer i min plantebørnehave ude ved siden af hoveddøren.

Egetræerne skal bruges til et kunstprojekt, der kommer til at handle om biodiversitet og CO2-lagring, et projekt, hvor det måske ikke bliver helt klart at skelne, om det handler om kunst eller om bæredygtighed. Den måde at arbejde på er meget inspireret af australske The Artist as Family, der betragter deres radikalt bæredygtige valg og livsstil som en form for performance. En synsvinkel jeg synes er en interessant, fordi det giver bæredygtige valg et element af leg og kreativitet i stedet for, at det opfattes som en form for selvpåført straf. Et emne den kendte permakultur-underviser Patrick Whitefield også skrev om i sin bog ‘The Earth Care Manual’:

I feel it’s important not to feel guilty about our lifestyles. The time to make a specific change is when the desire to do so grows to the point where it’s greater than the discomfort of giving up an old habit. If we take the trouble to learn about the ecological impact of our daily lives the process happens naturally. Then it’s not a selfimposed penance but a process of liberation.

Patrick Whitefield, The Earth Care Manual

Ude i baghaven er to små egetræer kommet op af jorden midt i græsplænen helt af sig selv. Der er ikke nogen egetræer lige i nærheden, så det kunne være lidt af et mysterium. Men nu ved jeg, hvem den ansvarlige er, efter at have undret mig i årevis! Det er skovskaden, og det er ganske vist, for jeg har selv set den begrave i hvert fald det ene af de to agern på netop det sted i efteråret. Jeg så det gennem vores widescreen-vindue, som jeg har skrevet om her. På gåture har jeg set skovskaden samle agern op fra jorden under egetræerne i den nærliggende park. Så jeg ved også, hvor den har sine agern fra. En smuk lille sammenhæng, som jeg fik øjnene op for, da jeg skrev en opgave om bl.a. dyrelivet i vores have, og opdagede, at skovskaden er ansvarlig for en stor del af egetræets spredning, da de ligesom egernet hamstrer og gemmer agern. At have denne viden, og at have samlet brikkerne til den gennem lang tid, giver mig en følelse af sammenhæng og kendskab til det sted, jeg bor. Følelsen af at høre til, og at være forankret i en landskab, betones netop af The Artist as Family som vigtigt, hvis vi skal blive motiveret til at leve på en mere bæredygtig måde. En synsvinkel, hvor vi opfatter os selv som en del af naturen i stedet for at tænke, at vi står udenfor en natur, som vi er frie til at udnytte til vores egne formål uden tanke for at give tilbage.

De små historier om skovskaden, parken og vinduet kommer til at ligge under overfladen i kunstprojektet med egetræerne, der voksede frem fra agern fundet i min lokale park. Det fremkalder minder om naturen, hvor jeg bor, kunstnere på den anden side af jorden og bøger, jeg har læst. En verden af sammenhænge, hvor tingene fletter sig ud og ind mellem hinanden og lader mening smitte af på hinanden gennem de forbindelser, der opstår undervejs.

Læs mere:

Jeg kan varmt anbefale The Artist as Familys hjemmeside: https://artistasfamily.is/

Patrick Whitefield (2016): The Earth Care Manual. A Permaculture Handbook for Britain and other Temperate Climates. Permanent Publications.

2 kommentarer

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *