Er haveaffald som navnet siger affald, eller er det en værdifuld ressource? Læs om, hvordan du kan bruge forskellige slags haveaffald nemt og bæredygtigt i egen have, gøre noget godt for jorden og samtidig undgå at købe en lang række produkter. Det er både guld og grønne skove!
Uanset om man dyrker sin have nidkært eller lidt mere afslappet, så kommer der et tidspunkt i enhver parcelhusejers liv, hvor man skal tage stilling til, hvad man vil gøre med alt det grønne, man klipper af derude, og som har det med at hobe sig op. Her hvor jeg bor, får man en beholder mærket ‘haveaffald’ stillet til rådighed af kommunen allerede, når man flytter ind. Det fortæller noget om indstillingen til det der grønne, som er på vej til at visne og blive brunt, at man har valgt at kalde det ‘affald’. Som ny parcelhusejer bliver man sporet ind på en bestemt tankegang, og det kan være svært at vide, hvad man ellers skal stille op med de store mængder grønt afklip fra haven. I starten da jeg boede i mit parcelhus, fyldte vi troligt affaldsbeholder og sække med alt det grønne og stillede dem til tømning ude på vejen. Men efterhånden kom en snigende fornemmelse af, at det ikke var den bedste måde at behandle haveaffaldet på – at det måske ligefrem var en ressource, som vi burde tage hånd om.
Vi startede med en grøn kompostbeholder udleveret af kommunen, og byttede os til nogen kompostorm for en ramme øl gennem en lokal annonce i Den Blå Avis. Og så var vi ligesom i gang. Beholderen fyldte vi med en blanding af grønt køkkenaffald og haveaffald, og ormene trivedes og formerede sig. Første år fodrede vi køkkenhaven med den opsparede kompost, og det tog noget tid at få det ud, men var ikke nær så besværligt, som vi havde forestillet os.
Siden har det taget fart, og vi bruger nu en meget stor del af det grønne guld ude i vores have og på alle mulige forskellige måder. Vi er ligefrem begyndt at gå på rov og importere haveaffald fra andre haver – juletræer og grene er i særlig høj kurs. Og hvad bruger vi så alt det affald til? Selv om vi efterhånden har fået krejlet os til en kompostbeholder mere, så er der slet ikke plads til alt det haveaffald i de to beholdere, vi har.
Hvis man prøver at lukke kredsløbene i sin husholdning, er haveaffald en af de oplagte ting at tænke over, når man bor i parcelhus. Grønt eller dødt organisk materiale er et af de helt store outputs fra haven – det fylder meget, og derfor kan det være svært at finde ud af, hvad man skal stille op med det i en lille parcelhushave. Det bliver nemmere, hvis man begynder at tænke på affaldet som forskellige typer med forskellige egenskaber, i stedet for bare at betragte det som én stor mængde.
Her nedenfor giver jeg nogen eksempler på forskellige haveaffaldstyper, og hvad de kan bruges til. I den kommende tid regner jeg med at skrive flere indlæg, hvor jeg går mere i dybden med de forskellige punkter, og jeg linker til dem i boksen herunder. Nedenunder denne grønne boks kan du læse mere om vanskeligt affald samt om, hvilke produkter, man kan undgå at købe, ved at bruge det grønne guld i haven.
Brug af forskellige typer haveaffald
Juletræer og afklip fra nåletræer
– Vinterdække til frostfølsomme planter. Ofte kommer der først hård frost efter jul, og juletræerne kommer derfor lige i rette tid.
– Kan komposteres til sur jord enten i en kompostbunke til formålet eller direkte i hügelbed med surbundsplanter som blåbær. Træstykker og store grene lægges i bunden af bedet, mindre grene med nåle øverst.
– Granris lægges på jorden under surbundsplanter som blåbær for at forsure jorden.
Hækafklip
– Jorddække i køkkenhave, skovhave eller blomsterbede.
– Kan komposteres i hügelbede, hvor man dyrker og komposterer samtidig.
– Gemmes til at komme i køkkenkomposten, der ofte er for våd og mangler luft, især om vinteren. Vi gemmer hækafklip i en ekstra kompostbeholder.
Græsafklip
– Indeholder den perfekte næringssammensætning og bruges som gødning fx i køkkenhaven eller krukker. Lægges blot direkte på jorden, dog ikke i et for tykt lag (så mugner det).
– Kommes i komposten, dog ikke i for store mængder af gangen.
Store grene og stammer
– Kommer nederst i hügelbede, hvor de formulder langsomt.
– Saves op, tørres og bruges som brænde i bålfad eller brændeovn.
– Store grene kan holde på jorddække af blade (fx i køkkenhaven eller blomsterbede) vinteren over, så de ikke blæser væk
– Opbinding af planter eller støttepæle til træer
– Ærteris til at holde klatrende ærter oprejst
– Kvashegn eller bunker til læ og dyreliv
– Stammer fra løvtræ kan bruges til at dyrke spiselige svampe
– Bihoteller kan laves ved at bore huller i stammer af løvtræ
– Store træstykker kan naturligvis også bruges til hobbyformål, håndværk eller byggeri
Mindre grene
– Bruges i hügelbede
– Gemmes til at lufte vinterkomposten, der ofte er for våd
– Holde på jorddække i køkkenhaven
– Jorddække i køkkenhave, skovhave eller blomsterbede
– Kvashegn til læ og dyreliv
– Kan bruges som brænde i raketovn, der ikke kræver så store brændestykker
– Snobrødspinde, snittepinde eller legetøj (ja, børn leger faktisk stadig med pinde!)
Stauderester
– Komposteres i kompostbeholder
– Jorddække i køkkenhave, skovhave eller blomsterbede
– Øverst i hügelbede
– Grønne staudetoppe kan blandes i jord til krukker for at lette den.
– Visne staudetoppe kan klippes af gradvis gennem vinteren og kommes i køkkenkomposten, der ofte er for våd og mangler luft på denne årstid. (Vær opmærksom på at fx lavendler ikke bryder sig om at blive klippet ned om vinteren.)
Bambus
– Opbinding af planter, blomsterpinde
Visne blade
– Jorddække i køkkenhave, skovhave eller blomsterbede, især om vinteren.
– Komposteres med madaffald i kompostbeholder
– Komposteres separat til bladmuld, der er velegnet til krukker evt. med tilsat næring/kompost.
Planterester fra køkkenhaven
– Kompostbeholder
– Øverst i hügelbede
– Spiselige rester: hønsefoder
– Evt jorddække, men vær opmærksom på sygdomme
Græstørv
– Komposteres i en bunke for sig og bruges som ny næringsrig jord til fx tomater, i drivhuset eller køkkenhaven
– Bruges i hügelbede
Det, jeg har størst vanskelighed med at finde ud af, hvad jeg skal gøre med, er sygdomsinficerede planter og uønsket ukrudt med frø eller rødder, som har mulighed for at sprede sig voldsomt i haven samt en lille smule afklip fra et par meter tjørnehæk i baghaven, som har gruopvækkende torne. Her bruger jeg stadig den kommunale haveaffaldsspand. Jeg har overvejet at bruge tjørneafklippet til kvashegn eller en bunke til fugle og pindsvin. I visse tilfælde kan frø, ukrudt og sygdomme slås ihjel med varmekompostering, men dette har jeg ikke nogen erfaring med. Jeg har også hørt, at man med held kan udtørre eller ‘drukne’ sit rodukrudt, så det dør, men har endnu til gode at prøve. Høns er endnu en mulighed for at omsætte ukrudt med frø og rødder, hvis det er planter de kan/vil æde.
Men med det, vi allerede gør, er mængden af ‘affald’ i hvert fald voldsomt formindsket, endda med tilføjelse af grønt guld fra nabolaget.
En af fordelene ved at bruge sit haveaffald er, at man bliver bevidst om de muligheder, det rummer. Pludselig indser man, at man kan erstatte mange af de produkter, man ellers ville fare ud og købe med noget, man selv laver. Ovenikøbet fra noget, der ellers bliver betragtet som besværligt affald. I vores parcelhusliv har vi lært meget undervejs og gjort irriterende fejltagelser, som vi (forhåbentlig) er blevet klogere af. Vi har smidt store grene ud, for blot en måned senere at stå og skulle bruge en opbindingsstolpe til et træ. Vi har købt gødning i stedet for at bruge hjemmelavet kompost. Listen er lang! Her nedenfor har jeg skrevet alle de ting, jeg kan komme i tanke om, at man kan undgå at købe ved at bruge sit haveaffald. Det er tilmed fremstillet 100% lokalt, etisk og uden brug af transport eller fossile brændstoffer, i modsætning til mange af de produkter, der ellers er på markedet. Og så er det oven i købet gratis. Det er da meget godt gået for noget så ydmygt som haveaffald! Hvis du har andre gode ideer til brug af haveaffald, så skriv endelig i kommentarfeltet herunder.
Ting man helt eller delvist kan undgå at købe ved at bruge haveaffald
Højbedsmuld
Spaghnum
Gødning
Krukkemuld
Støttepæle til træer
Blomsterpinde
Net til opbinding af ærter og andre planter
Net til at holde på jorddække
Tørt materiale til kompostbeholder
Spare vand (ved at bruge jorddække)
Dyrefoder til fx høns eller kaniner
Træ til hobby eller håndværk
Insekthoteller
Tak for rigtig mange gode tips! ❤️
Tak, Helle!