Et nyt syn på parcelhuset

Da jeg flyttede i parcelhus for ti år siden, havde jeg et ubevidst billede af det liv, der blev levet her: noget med to fuldtidsjobs, forbrug og kronisk tidsmangel. Der hørte ikke bare en helt særlig livsstil til parcelhuset, men også bestemte ting: grill, trampolin, stor græsplæne, carport, biler og særlige måder at bruge omgivelserne på: fodbold, græsslåning, hækklipning og et dødt nabolag, hvor der allerhøjest var liv på terrasserne bag hækken.

Det er ikke en forestilling, jeg er alene med, den findes overalt i samfundet og kommer særligt til udtryk i et ord som ”ligusterfascist”. Ligusterfascisten er fordommen om en parcelhusejer, der indskrænket og ligeglad med verden omkring sig sidder bag hækken og vogter sin ejendom. Forestillingen findes også i udlandet overalt, hvor forstæderne eller suburbia er vokset frem – og den optræder i et utal af amerikanske film om konforme beboere og desperate husmødre i forstædernes velfriserede landskab. I bogen “Degrowth in the Suburbs” beskriver Samuel Alexander og Brendan Gleeson, hvordan miljøforkæmpere, byplanlæggere og samfundskritikere ofte har set forstæderne som symbolet på alt, hvad der er galt med samfundet.

Så hvad gør man, når man gerne vil leve et andet liv? Jeg tænkte i mange år på at flytte – økolandsby, landejendom, kolonihavehus, alle mulige alternativer måtte da være bedre? Indtil jeg kom i tanke om, at jeg også kunne prøve at skabe det, jeg gerne ville have lige der, hvor jeg var – i en småkedelig forstad i et typisk og totalt gennemsnitligt parcelhus fra 70érne – omgivet af ligusterhæk.

Vores samfund står overfor mange forskellige kriser: klima-, biodiversitets-, energi-, miljø, social og økonomisk krise. De hænger sammen på kryds og tværs, men ligeså meget som de er praktiske kriser, er de også udtryk for en mental krise. Der er mange ting på spil i denne mentale krise, bla. vores manglende evne til at forestille os tingene helt anderledes, end de er. I forhold til parcelhuset har jeg selv gennemlevet en mental krise, og det er frugterne af den, jeg gerne vil dele med andre. Kriser kan være farlige, men de kan også være frugtbare. Min krise ledte til, at jeg så parcelhuset med helt andre øjne, og jeg indså, at jeg selv havde været styret af fordomme. Jeg begyndte at lede efter andre, der tænkte anderledes om parcelhuset, og jeg fandt dem både på den anden side af jorden og lige rundt om hjørnet. Jeg indså også, at hvis vi først kunne begynde at handle på kriserne i samfundet, når alle var flyttet på landet eller i økolandsbyer, så ville vi komme til at vente meget længe – måske ville det aldrig ske.

Permakulturen er en praktisk metode, hvis mål det er at skabe en permanent kultur – altså en kultur, der er bæredygtig også på langt sigt. Den koncentrerer sig om, hvad den enkelte kan gøre lige nu og her, i stedet for at vente på politikere og magthavere og undervejs miste håbet og handlekraften. Den er også fleksibel og kan tilpasses alle de forskellige forhold, mennesker lever under – også et dansk parcelhus.

Undervejs er jeg blevet inspireret af mange vidunderlige mennesker og deres frembringelser, gå-på-mod og entusiasme. Særlig vigtigt for en ny forståelse af parcelhuset har været at opdage den bevægelse, der er i gang i Australien, hvor den ene af permakulturens grundlæggere David Holmgren har skrevet bogen “Retrosuburbia”, der udelukkende handler om, hvordan man omstiller forstæderne til en ny virkelighed. Og i den førnævnte bog ‘Degrowth in the suburbs’ når forfatterne frem til, at forstæderne har et stort potentiale, hvis man formår at udnytte dens fordele.

For mig er bæredygtighed ikke et spørgsmål om et enten eller – enten samfundet eller den enkelte, men at vi alle må gøre vores del, der hvor vi er. Mens vi gør det, skaber vi forhåbentlig meningsfulde og smukke liv med basis for politiske forandringer. I et demokrati kan politikerne alt andet lige ikke gøre andet, end hvad flertallet accepterer.

At handle er også et spørgsmål om tillid. Tillid til at det nytter, og til at andre også vil handle. I stedet for at betragte det som naivt, kan man også se det som et valg, man træffer.

Læs mere:

David Holmgren (2018): Retrosuburbia, The Downshifters Guide to a Resilient Future, Melliodora Publishing.

Samuel Alexander og Brendan Gleeson (2019): Degrowth in the Suburbs. A Radical Urban Imaginary. Palgrave Macmillan.

2 kommentarer

  1. Meget spændende Camilla. Tak for et kort møde i dag. Glæder mig til at høre mere om din måde at leve på. Kan godt tænke mig at snakke videre ift Smag for forandring. Mh, Sophie

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *