Så var de her – lige i dag i det mest vidunderlige forårssolskin – tranerne. Jeg sad og nød solen efter at have skovlet en masse jord op i et højbed, da jeg hørte lyden. En trane trompeterede i det fjerne. Når man først en gang har hørt den lyd, glemmer man den ikke igen. Men så gik der laaang tid, hvor der ikke skete mere. Jeg kiggede op mod himlen – intet. Jeg tænkte, at det måtte være noget, jeg havde bildt mig ind, måske var det en krage? Eller en anden fugl? Så var lyden der igen. Atter stilhed og intet at se. Jeg spejdede og spejdede. Intet. Og så, lige da jeg havde givet op, fløj de frem bag naboens store nåletræ, en flok på måske 30 traner, lystigt trompeterende og med kurs direkte mod nord.
Det er tredje år, jeg har set dem her fra min lille have. Jeg ser dem ikke hvert år, så det føles hver gang som en særlig gave og en hyldest til foråret, der er på vej. Første gang jeg så dem, var jeg fuldstændig rundt på gulvet – jeg havde på ingen måde forventet at se sådan en fugl flyve direkte hen over min have i vores meget tætbefolkede hjørne af landet. De kredsede rundt og rundt lige over haven i flere minutter mens de trompeterede, og jeg løb ind og hentede min kikkert, kaldte på familien og tvang dem til at kigge med og beundre de store fugle højlydt. Naboen havde gæster fra Sverige på besøg den dag, de virkede ikke slet så imponerede. Måske havde de traner flyvende forbi så tit derhjemme, at det blev helt kedsommeligt? Hvert år kan man se op mod 10.000 traner på én gang ved Hornborgasjön i Västergötland, så jeg forestillede mig, hvordan tranerne fløj forbi deres hus i kæmpe flokke, og de derfor undrede sig over en danskers begejstring over noget så trivielt. Lidt ligesom vi ville have det med solsorte eller krager. Eller også gik de bare ikke så meget op i fugle? Jeg ved det ikke.
I hvert fald var den dag med til at grundlægge min tro på, at man kan have meget store og forbløffende naturoplevelser, selv i en ganske lille have. Man skal bare være nysgerrig og have øjne og ører med sig.