Lige nu er jeg ved at tage podekviste fra mine æbletræer som forberedelse til et podekursus, der skal holdes i min have. Deltagerne og underviseren er alle fra et netværk for permakultur-interesserede parcelhusejere, som jeg er så heldig at være med i. Og hvad har det så med penge at gøre?
Underviseren stiller op af sit hjertes godhed og medbringer knive, voks og bindemateriale. Når man poder skal man derudover bruge to ting: grundstammer, som er det nye træs rod, og som har betydning for, hvor stort træet bliver, og podekviste, som bliver til resten af træet og bestemmer, hvilken slags æbler træet bærer. Podningen er så den kunst at forene de to dele, så de vokser sammen og bliver til eet træ.
Nogle af deltagere sørger for podekviste fra de træer, de nu engang har adgang til – Rød Ananas, Filippa, Belle de Boskop, Holsteiner Cox, Bodil de Neergård, Red Love, Pigeon, Ingrid Marie og en eller anden slags super holdbart stenæble. Vi har lavet en fælles bestilling af æblegrundstammer samt nogle pære – og blommepodekviste og -grundstammer. Alt i alt betyder det, at vi kan få en super hyggelig dag i godt selskab, erfaring i at pode og et træ med hjem for 20 kr., mens de af os, der gerne vil pode flere træer eller have andre sorter, naturligvis kommer til at betale noget mere.
Jeg synes, det er et opløftende eksempel på, hvordan man kan erstatte penge med sociale relationer og fællesskab og samtidig få en viden med hjem, som gør én bare lidt mere selvkørende. Kontrasten ville være at købe et dyrt træ i en planteskole – ikke alene ville man bruge og dermed være mere afhængig af penge, man ville også gå glip af samvær med dejlige mennesker og af at lære en ny færdighed. Man kan selvfølgelig ikke altid tage den ideelle vej, men jeg øver mig i at finde flere af den slags muligheder. Det hele hænger sammen med det, som på engelsk kaldes ‘demonetizing’ – at bruge penge mindre, og andre værdier som viden eller det sociale mere – et emne, jeg regner med at skrive mere om i fremtidige indlæg.
Indtil videre håber vi bare, at kurset får lov til at blive holdt, og at der ikke kommer problemer med COVID-19 eller vejret.
Læs mere:
Ethan Roland skriver om otte former for værdier/kapital udenfor pengesystemet på sin hjemmeside her
Toby Hemenway (2015): The Permaculture City. Regenerative Design for Urban, Suburban and Town Resilience, Chelsea Green Publishing.
Hvor er det bare utrolig godt at nogen, som du, interesserer sig for at udøve og udbrede denne slags initiativer og samvær! Hvis jeg havde en have ville jeg også være med!
Hej Signe. Tusind tak for din venlige kommentar!