Sektorer

Sektorer er et af de centrale redskaber, når man skal lave et permakulturdesign. Her kan du læse lidt mere og se eksempler fra en typisk dansk parcelhus sammenhæng.

Sektorer handler om at placere tingene bedst muligt i forhold til påvirkninger udefra, fx sol/skygge, vand, vind, indkig fra naboer, jordbund, støj, lovgivning osv. Disse påvirkninger er noget, der ikke umiddelbart er til at ændre, og som det derfor er godt at tage højde for, når man planlægger fx en have.

I forhold til dyrkning af afgrøder er mønstre af sol og skygge særligt vigtige i små parcelhushaver, hvor husene ligger tæt, og store dele af haven kan være skygget af bygninger og høje træer. En køkkenhave bør ligge i fuld sol, mens en kompostbunke sagtens kan placeres i skyggen. Skal man bygge et nyt hus, er det værd at overveje, om man kan udnytte passiv solvarme ved at lade store vinduer vende mod syd.

Sidst på vinteren kan tilbageværende sne understrege mønstre af sol og skygge i et landskab eller en have. Samtidig får man en fornemmelse af, hvor stor temperaturforskel, der er i de to områder på denne årstid. Senere på sæsonen er det skyggede område mindre, da solen står højere på himlen.

Vind kan være en anden vigtig faktor, og noget det giver mening at være forholdsvis omhyggelig med at iagttage hen over året. Selv små parcelhushaver, der er omgivet af hække, og som umiddelbart virker meget beskyttede, kan være plaget af vind. I min egen forhave er foråret en kritisk tid, hvor hård vind ofte blæser ned fra hustagene mod øst og vest. Det er særlig betydningsfuldt på netop denne årstid, hvor nyspirede og skrøbelige planter kan blive slidt fuldstændig i stykker af vinden. Man kan skærme mod vind fx med hække, der er let “utætte” og perfekte til at bryde vinden, mens helt tætte barrierer som fx mure eller plankeværk derimod kan forstærke vinden på bagsiden.

Indkig er en anden ting, der ofte er relevant at have fokus på i en parcelhushave – både indkig fra vejen og fra naboer. Nogen mennesker elsker at snakke med andre over hækken, andre nyder at være alene. Måske ønsker man lidt af begge dele i forskellige situationer.

Det er selvfølgelig også vigtigt at kende lovgivning og placering af ting som kabler og rørledninger inden man giver sig i kast med store projekter. Alt dette er en del af en sektor-analyse.

Støj kan være plagsomt, og er derfor også godt at planlægge ud fra, så man ikke sætter hængekøjen op lige ved siden af naboens trampolin eller ud til den store vej.

Endelig er jord en vigtig faktor at tage hensyn til. I mange byområder kan der være risiko for forurenet jord, eller der kan ligge rester af byggeaffald eller gamle fundamenter i jorden. Der kan også være forskel på, hvor frodig jorden er, eller om der nogen steder er meget tør eller våd jordbund. Altsammen noget, det er godt at tage højde for, inden man bestemmer sig for, hvor de forskellige elementer i haven skal være.

Hvis man laver forskellige kort med de forskellige sektorer på gennemsigtigt papir eller på computeren, kan man lægge dem hen over hinanden og få nye oplysninger. Hvor er der fx dårlig dyrkningsjord, men stille og solskin om aftenen? Det var måske et godt sted at stille havemøblerne? Hvor er der skygge og larm? Her kunne komposten måske være? Det er vigtigt at sammenholde det, man finder ud af om sektorer med det, man har fundet ud af om zoner, inden man tager den endelige beslutning om, hvor tingene skal placeres.

Det kan virke omstændeligt at undersøge og tage hensyn til alle disse ting, men målet med permakultur er bla. at iagttage og overveje grundigt, så man undgår unødigt arbejde senere. Det arbejde, man laver i planlægningen, skulle gerne blive mere end sparet, både når man skal anlægge, men også senere i alle de år, hvor man skal arbejde med og vedligeholde et sted. Det er langt mere arbejdskrævende og demotiverende fx at lægge køkkenhaven eller måske endda huset, hvor der kommer jævnlige oversvømmelser, end at bruge den nødvendige tid på at iagttage, inden man kaster sig ud i arbejdet.